God belysning til din bolig

Sværere at vælge rigtig boligbelysning

Med de seneste års udvikling inden for LED-teknologien er det blevet meget sværere at skabe en god belysning i boligen. Glødepærerne gav et skønt og hyggeligt lys, var ret ens lysmæssigt og kunne alle dæmpes. 

Lysets farver
De forhadte sparepærer er heldigvis fortid nu. LED er meget bedre, men stadig en lidt umoden teknologi. Fremfor alt skal vi lige vænne os til lyset fra dem. Man mærker tydeligt, at det ikke er glødepærer. Mange LED-pærer mangler nogle af de varme, røde bølgelængder, som vi danskere synes er så behagelige, og som glødepærerne er rige på.

Lysets retning
De fleste LED-pærer udsender heller ikke lys i samme retninger som glødepærer. Glødepærerne udsender næsten lige meget lys i alle retninger, hvorimod mange LED-pærer sender lyset mere fremad. Det får dine lamper til at fungere anderledes . Eksempelvis kan det være svært at få hovedskærmen på en PH-lampe lyst ordentligt op.